tirsdag den 19. april 2011

City-X

Lars Grønning, Saltlageret 1981

City-X (1979-1985) var et meget aktivt dansk punkband, der startede ud under navnet You-X (Kan bl.a. høres på Concert Of The Moment LP'en fra 1979). Som City-X debuterede gruppen i 1981 med singlen "Ude Af Drift" på selskabet Irmgardz.

Gruppens tekster, der hovedsageligt var på dansk, var som oftest drevet af en stærk indignation overfor samfundets behandling af de svageste og mest udsatte grupper. Bandet havde derfor også en ret stor tilknytning til miljøet omkring Ungdomshuset på Jagtvej 69 fra husets start i 1982, da miljøet blev betegnet som BZ-miljøet.

På den tidligste danske punkscene var City-X nok det mest hardcore punk inspirerede band. (Hardcore punk er en undergenre til punkrock'en. Genren opstod i USA og havde sit gennembrud i ca. 1981 med bands som bl.a. Black Flag og Dead Kennedys). Hardcore punken var også fortrinsvis den genre, der levede videre i Ungdomshuset, efter den første samtidige bølge af punk var slut.

Hanseqrt, Saltlageret 1981
Gruppen, der udsprang fra Rødovre, bestod af Hanseqrt (Hans Kurt Fauerby) på vokal/guitar, Larry Green (Lars Grønning) på bas og Gert Oestrich på Trommer (tidl. i punkbandet City Roots).

City-X blev dannet umiddelbart efter Concert of the Moment festivalen, hvor medlemmer fra bandsne City Roots og You-X slog sig sammen. Hanseqrt (guitar og vokal) og Lars Grønning (opr. trommer, skiftede til bas i City-X) kom fra You-X og Gert Oestrich (trommer) kom fra City Roots.

City-X spillede bl.a. opvarmning for Stiff Little Fingers i 1981 og Dead Kennedys i 1982 samt på Roskilde Festival i 1984. Efter opløsningen i 1985 har bandet spillet adskillige revival-koncerter.


Diskografi
  • Ude Af Drift! - 7" single 1981 (Irmgardz - Irmgs 102)
  • Dansende Drenge - 7" single 1983 (Irmgardz - Irmgs 113)
  • City-X - 12" LP, 1985 (Irmgardz - Irmg 012)
Compilations, bl.a.:

Lars, Hanseqrt og Gert, ca. 1981

LIVE CLIP City-X spiller nummeret "Langtidsledig" den 2. november 1982

City-X "Coverboy" fra debutsinglen "Ude af drift!" 1981 (Stillbillede video)


1 kommentar: